Debat: Klimakravene er kommet: Nu er det op til os at tage ansvaret

Der er ikke længere plads til bare at have gode intentioner mere. Med de nye klimakrav i BR18, der trådte i kraft i juli sidste år, skal nye bygninger dokumentere deres samlede klimapåvirkning over 50 år og overholde en fast grænseværdi for CO₂ pr. m². Overholdes den ikke, kan bygningen ikke tages i brug.

Vi har alle et ansvar i branchen, og det ansvar bliver kun større. Især med så markant en ændring, som det er tilfældet med de nye klimakrav i BR 18. Men det er også en tydelig opfordring til hele branchen. For reglerne i sig selv skaber ikke den grønne omstilling. Det gør vores valg.

I dag er hvert eneste materiale i konstruktionen en aktiv del af klimaregnskabet. Ikke bare i teorien, men i praksis. Det betyder, at vi som leverandører, rådgivere og udførende ikke længere kan gemme os bag traditioner eller vaner. Vi er nødt til at forholde os til, hvad vi bygger med.

Taget er et godt eksempel. I årtier har fokus været på tæthed, holdbarhed og driftssikkerhed. Og det er stadig afgørende. Men nu skal vi samtidig dokumentere materialernes klimaaftryk, andelen af genanvendt indhold og materialets mulighed for at indgå i et nyt kredsløb.

Her har hele branche et ansvar, men hos Derbigum har vi som leverandør også et stort ansvar for at stille løsninger til rådighed, der faktisk gør det muligt.

Reglerne er kommet: Hvordan skal vi bruge dem? 

Hos Derbigum har vi i mange år arbejdet målrettet med at holde tagmaterialer i kredsløb. Gennem vores take back-ordning indsamles brugt og overskydende tagpap fra byggepladser og sendes retur til fabrikken, hvor det indgår direkte i produktionen af nye tagmembraner. 

Med udviklingen af bitumen baseret på 100 % genanvendt materiale og dokumenterede EPD’er er det i dag muligt at vælge en tagløsning, der både lever op til kravene til holdbarhed og til de nye krav til klimaaftryk. Det er løsninger, der allerede anvendes på danske tage.

Men klimakravene gør også en ting meget tydelig. Cirkularitet er ikke længere en vision eller et plusord i en brochure. Det er blevet en forudsætning for at kunne bygge.

Hvis vi kun gør det, der er nødvendigt for at overholde grænseværdien, har vi misforstået intentionen. Formålet med reglerne er ikke at presse os til at gøre mindst muligt. Det er at skubbe os til at gøre det rigtige.

Derfor er spørgsmålet ikke længere, om vi kan leve op til kravene. Spørgsmålet er, om vi vil bruge dem som anledning til at tage et reelt større ansvar for materialerne, for ressourceforbruget og for den måde, vi bygger på.

Reglerne er kommet. Nu er det op til os at vise, at vi er klar til at løfte opgaven.

Scroll to Top