Renoveringen af Nationalbanken er i fuld gang: Respekt for historien præger tagarbejdet

Mere end 6.000 m² tag skal renoveres på Danmarks Nationalbank. For KBK Tagentreprise og Derbigum er projektet langt fra en almindelig tagentreprise, hvor både arkitektur, logistik og håndværk stiller særlige krav til udførelsen.

Renoveringen af Danmarks Nationalbank er nu i fuld gang. Bag de mere end 6.000 kvadratmeter tagarbejde ligger ikke blot en omfattende tagentreprise, men også et projekt, hvor respekt for bygningens historie og arkitektoniske udtryk er afgørende for hver eneste beslutning.

Hos KBK Tagentreprise står man for tagarbejdet, hvor Derbigums tagløsninger indgår som en del af projektet. Og netop kombinationen af moderne materialer og respekt for den oprindelige arkitektur gør opgaven til noget helt særligt.

– Det er en spændende opgave, fordi den er anderledes end mange af de projekter, vi normalt arbejder på. Der er noget særligt ved at arbejde på en historisk bygning som Nationalbanken, hvor man ved, at man er med til at bevare et vigtigt stykke dansk arkitektur, siger Jesper Bomholt, medejer af KBK Tagentreprise.

Nationalbanken blev tegnet af den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsen og er i dag en af Danmarks mest markante bygninger. Det stiller særlige krav til renoveringsarbejdet.

– En af de største udfordringer er, at vi skal sikre, at bygningen bevarer det samme udtryk som tidligere. Derfor arbejder vi tæt efter de krav og retningslinjer, der er lagt for projektet. Det handler om at ramme den æstetik, som bygningen er kendt for, og det betyder naturligt nok, at nogle processer tager længere tid end på et traditionelt projekt, forklarer Jesper Bomholt.

Hvor mange byggeprojekter primært handler om funktion og effektiv udførelse, handler arbejdet på Nationalbanken også om at respektere de arkitektoniske tanker, der lå bag bygningen, da den blev opført.

Stolthed blandt håndværkerne

Projektets særlige karakter kan også mærkes blandt de tagdækkere, der arbejder på opgaven til daglig.

– Jeg kan tydeligt mærke på vores svende, at de synes, det er spændende at være en del af projektet. Det er en opgave, der stiller høje krav til håndværket, men det er også noget, man er stolt af at være med til. Selvom arbejdet kan være både udfordrende og krævende, er det ikke hver dag, man får mulighed for at arbejde på en bygning som Nationalbanken, siger Jesper Bomholt.

Hos Derbigum følger man ligeledes projektet tæt.

– Nationalbanken er et projekt, hvor kvalitet, præcision og håndværk er afgørende. Det er samtidig et godt eksempel på, hvordan moderne tagløsninger kan indgå i nogle af landets mest krævende renoveringsprojekter uden at gå på kompromis med bygningens oprindelige udtryk, siger Peter Kranz, direktør hos Derbigum Danmark.

Logistikken skal gå op

Arbejdet på Nationalbanken kræver ikke kun præcision på taget. Det stiller også store krav til koordinering og logistik.

Flere entreprenører arbejder samtidig på projektet, og derfor er planlægning en afgørende del af hverdagen.

– Vi samarbejder tæt med både bygherre og de øvrige entreprenører på pladsen, og koordineringen er helt afgørende for, at arbejdet kan forløbe som planlagt. Når så mange faggrupper arbejder side om side, kræver det, at alle tænker et skridt længere frem, siger Jesper Bomholt.

For at sikre en stabil forsyning af materialer har KBK Tag valgt at benytte et eksternt lager tæt på projektet.

– Vi kan ikke bare få leveret alle materialer på én gang, som man ofte ville gøre på et almindeligt byggeri. Derfor har vi etableret en løsning, hvor materialerne ligger tæt på byggepladsen og kan leveres løbende efter behov. Det er en større omkostning, men det er nødvendigt for at få logistikken til at fungere på et projekt som dette, siger han.

Scroll to Top