Nyt partnerskab skal booste den bæredygtige byggedagsorden

Hos Eurotag Danmark forsøger vi altid at omsætte vores bæredygtige ambitioner til konkret handling. Derfor har vi netop tilsluttet os det nye CSR-initiativ Sustainable Build – en fælles innovations- og formidlingsplatform, der samler byggeriets aktører i et partnerskab på tværs af brancher. Formålet er at udvikle nye grønne løsninger, som bidrager til at sætte dagsordenen for fremtidige byggerier i Danmark, samt at styrke landets konkurrenceevne på et voksende globalt marked for bæredygtigt byggeri.


- Vi praler ofte af, at vores bæredygtige ambitioner rager langt højere op end vores tagløsninger, forklarer adm. direktør Peter Kranz med et glimt i øjet. Han fortsætter:

- Som ressourcepartner for Sustainable Build får vi gode muligheder for bl.a. at netværke samt udveksle viden og idéer vedrørende bæredygtigt byggeri, hvilket uden tvivl kan komme vores kunder og samarbejdspartnere til gode. På den måde kan vi bidrage til at præge den grønne dagsorden i branchen og slå et slag for den cirkulære forretningstankegang.

Sustainable Build, som blev iværksat af hhv. Industriens Fond, Dansk Arkitektur Center og Leaderlab i 2015, står desuden bag Innovationsudfordringen 2016. Formålet er at hjælpe virksomheder og udviklere af byggematerialer med at accelerere og skalere deres bæredygtige produkter. De 10 innovationer med størst vækstpotentiale vil få adgang til bl.a. investorer og nye markeder med hjælp fra en række nøgleaktører.

 

Som frontløber inden for bæredygtige byggeløsninger støtter vi helhjertet op om Innovationsudfordringen 2016 og opfordrer samtidig alle til at tage udfordringen op og indstille deres materialer.