Som sponsor for tagdækkerfaget i talentkonkurrencen DM i Skills løfter Eurotag Danmark for 5. år i træk landets dygtigste håndværkerelever til nye højder. ”Danmarksmesterskaberne i håndværk handler om at slå et slag for fagligheden samt styrke erhvervsuddannelsernes image og status”, lyder det fra tagpapleverandøren.
D. 4.-6. februar indtager landets største håndværkertalenter Messe C i Fredericia, når kampen om at blive Danmarksmester i den årlige konkurrence for erhvervsskoleelever, DM i Skills, løber af stablen. Konkurrencen omfatter 56 forskellige discipliner med godt 300 erhvervsskoleelever fra hele landet, og mere end 68.000 besøgende lagde vejen forbi sidste års mesterskaber, herunder daværende statsminister Helle Thorning Schmidt (S).
Igen i år dyster fire tagdækkerelever fra erhvervsskolerne Learnmark i Horsens og EUC Nordvestsjælland om at blive den bedste inden for sit fag. Jimmi Fuglsang Melsen fra tagdækkerfirmaet N.M.J. Tagservice ApS, Christoffer Bo Jensen fra K.N. Tagdækning A/S, Martin Kandziovx Jacobsen fra Vipperød Tagdækning ApS og Jacob Emil Pedersen fra Nordisk Tagdækning A/S skal således demonstrere deres kunnen ved en individuel praktisk prøve.
Prøven består i at udføre en skråtagsløsning på et traditionelt parcelhus, samt en isoleringsopgave med den vegetabilske tagmembran DERBIPURE. Som sponsor for tagdækkerdisciplinen leverer tagpapleverandøren Eurotag Danmark for 5. år i træk DERBIPURE-membranen, der er genstand for isoleringsopgaven.
- Danmarksmesterskaberne i håndværk handler om at slå et slag for fagligheden samt styrke erhvervs-uddannelsernes image og status. DM i Skills er en fantastisk platform for at få håndværkeruddannelserne og ikke mindst tagdækkerfaget synliggjort over for morgendagens erhvervsskoleelever. Vi bakker fuldt ud op om dette initiativ, der fremmer udviklingen af danske håndværkertalenter, og lægger derfor gladeligt tagmembran til konkurrencens praktiske prøve, fortæller konsulent Jens Bjerre fra Eurotag Danmark.
- Den talentmasse, som vi år efter år ser udfolde sig ved DM i Skills, vidner om vigtigheden af at støtte op om talentudviklingen på erhvervsuddannelserne. Og ved at sætte scenen for talentudfoldelsen baner mesterskaberne også vejen for, at det danske byggeri fortsat kan trække på den høje faglighed, der præger branchens håndværkere, fortsætter han.
Sidste års vinder af tagdækkerdisciplinen, Sebastian Skjødt fra Tæt Tag-entreprenøren H N Tagentreprise, løb ikke kun med trofæet for Danmarks bedste tagdækkerlærling. Han vandt også for andet år i træk tagdækkerdisciplinens arbejdsmiljøpris, som går til den deltager, der udfører arbejdet på den sikreste og mest hensigtsmæssige måde.