Projektet blev indstillet til RENOVER Prisen 2022, der hvert år hædrer Danmarks bedste renoveringsprojekter og sætter fokus på renoveringens værdi og kvalitet.
Zootårnet i Københavns Zoologiske Have har i mere end 100 år været en markant del af byens skyline og et ikonisk vartegn, der hvert år tiltrak tusindvis af besøgende. Fra 43,5 meters højde gav tårnet gæster mulighed for at opleve byen og omgivelserne i øjenhøjde – og på klare dage kunne man endda se helt til Sverige på den anden side af Øresund.
I 2021 blev bygningen restaureret fra top til tå. Blandt andet blev der etableret en ny trækrone på toppen, skadet træ blev udskiftet, og træværket blev istandsat og malet. ProTag ApS stod for udførelsen af et helt nyt tag, hvor tagløsningen omfattede ca. 400 m² tagpap fordelt på tre forskellige tagflader.
Holdbar membran fremtidssikrer Zootårnet
For at sikre Zootårnet i mange år frem var det afgørende at anvende en løsning med en lang holdbarhed. Derbicolor NT er udviklet gennem intensiv forskning med fokus på råvaremæssig forenelighed. Membranen har stor rivestyrke og modstandsdygtighed overfor perforering. Den forener et udvalg af den bedste bitumen og APP-TPO plastomerer af højeste kvalitet, og massen er dermed automatisk beskyttet mod UV-stråling. Der vil derfor gå lang tid, før tårnet igen skal pakkes ind i stillads.
Med restaureringen blev et af Københavns mest ikoniske vartegn sikret mange års levetid til gavn for både københavnere og turister – som fremover kunne nyde udsigten i tørvejr, beskyttet mod regn og slud.