Da arkitekt Lasse Vang Knudsen skulle tegne sit sommerhus, stod han med en unik mulighed for at afprøve noget nyt og gentænke materialerne. For at tilpasse huset til det ustadige, danske vejr valgte han tagpap fra Derbigum – til facaderne. Her fik JJ Tagdækning til opgave at dække huset ind, og selvom firmaet har stor erfaring med netop Derbigum, bød den lodrette inddækning alligevel på nye udfordringer.
Lasse Vang Knudsen kender byggebranchen bedre end de fleste. Han har nemlig mange års erfaring med byggeri, hvor han har arbejdet som både tømrer, bygningskonstruktør, arkitekt og underviser.
Derfor bød købet af en sommerhusgrund på Sjællands Odde på gode muligheder for at nytænke byggematerialerne.
– Jeg tog udgangspunkt i det kendte byggeprincip ”Vis vand væk” for at imødekomme det ustadige, danske vejr. Vi ved aldrig med sikkerhed, hvornår det kommer til at regne eller sne i det her land, siger Lasse Vang Knudsen og uddyber:
– Jeg tænkte ikke så meget over det som håndværker, men det gør jeg nu, hvor jeg rådgiver og underviser. Hertil var det også vigtigt for mig at lave det så simpelt som muligt.
Et velkendt materiale i en ny kontekst
Ønsket om at vise vandet væk fra byggeriet og ned til planterne på jorden blev for Lasse Vang Knudsen helt afgørende for projektet med det nye sommerhus.
– Min arkitektoniske vision var at lægge en regnfrakke på huset, så vandet nemt kan komme væk. Derfor valgte jeg at beklæde byggeriet med tagpap fra Derbigum, som jeg i forvejen kender som et særdeles holdbart materiale, fortæller Lasse Vang Knudsen.
Han tog i den forbindelse fat på Johnny Dimon fra JJ Tagdækning i Fuglebjerg på Sydsjælland, og Johnny var heldigvis frisk på at prøve noget nyt med tagpappen leveret af Eurotag Danmark.
– Derbigum er det bedste på markedet, og jeg har arbejdet med det i over 25 år. Det har var dog alligevel noget nyt, for jeg har aldrig skullet dække et hus helt ind, forklarer Johnny Dimon.
Udfordrende inddækning giver pote med vedligeholdelsesfri og vandafvisende facade
Den største forskel fra det almindelige tagdækkerarbejde var at skulle rulle de mange kg tagpap lodret i stedet for vandret, og derfor måtte Johnny Dimon tage andre arbejdsmetoder i brug.
– Jeg tog det stille og roligt, mens jeg var særligt opmærksom på, at flammen ikke måtte komme ud på det færdige arbejde. På et tag vil det ikke være synligt, hvis man laver en fejl, men det er det på en facade. Derfor var det vigtigt at få skåret tagpappen rigtigt, og at det ikke krøllede ved svejsningen, siger Johnny Dimon og tilføjer:
– Det var sjovt med et anderledes projekt, der krævede, at jeg skulle bruge hovedet hele tiden.
Lasse Vang Knudsen er meget tilfreds med udførelsen og glæder sig ikke mindst over den vedligeholdelsesfrihed, som materialevalget giver.
– Det bliver spændende at følge huset og se, hvordan det vil tage sig ud med tiden. Tagpap patinerer på en anden måde, når det bliver udsat for sol og regn, og på sommerhuset kan vandet komme væk i stedet for at løbe ind under lister, afslutter Lasse Vang Knudsen.