Nyhed d. 31.08.2017:

Tagpap til tiden, service i særklasse

Effektiv levering og upåklagelig service er afgørende for, at du kan nå i mål med projektet til tiden og i den rette kvalitet. Derfor står vi altid klar til at respondere og levere hurtigt, når behovet for materialer, rådgivning og service melder sig. Det mindsker besvær og tidsspild, så du hurtigere kan komme i gang med arbejdet.  


Hos Eurotag Danmark A/S betyder god service først og fremmest, at vi forstår vores kunders arbejdsdag og forretning til bunds. Vi ved, at tid er penge, og at det derfor er afgørende af have en dedikeret og service-mindet samarbejdspartner, der reagerer hurtigt og leverer materialerne på aftalt sted og til aftalt tid. Hvad enten du sidder foran skærmen eller befinder dig på byggepladsen, kan det nemlig spare dig kostbare arbejdstimer, at du kan stole 100 % på din leverandør.


Kom videre med opgaven uden spildtid

Derfor er det ikke alene topprioritet hos os, at vores netværk af Tæt Tag-entreprenører kan udføre tagpaptage i højeste kvalitet og med markedets længste levetid. Vi bestræber os også på at sikre, at vores kunder får brugt tiden optimalt, forklarer adm. direktør Peter Kranz: 


- Hurtig opmærksomhed er alfa og omega, når vi får en henvendelse på telefon eller mail. Derfor sidder vi altid klar til at vejlede dig og give professionelle råd, så du bedst muligt kan komme videre med opgaven.


- Det betyder bl.a., at du straks bliver stillet videre telefonisk, hvis du ringer til en Eurotag-medarbejder, som er optaget. På den måde undgår du spildtid, fordi vi altid er tilgængelige og kontaktbare. Vi lytter altid til vores kunder, når de kontakter os, og vi lægger os virkelig i selen for at imødekomme deres ønsker, fortsætter han.


Tilgængelighed og effektiv levering

Hverdagen på en travl byggeplads stiller ofte store krav til leverandørens evne til at levere hurtigt og til tiden. Senest har vi indledt et samarbejde et nyt transportfirma, K Hansen Transport i Vejen, ligesom vi også samarbejder med en række kranfirmaer i bl.a. Risskov, Greve og Kastrup.


Ved at trække på centralt beliggende transportfirmaer sikrer vi stabil og effektiv distribution af vores produkter til hele landet. Vi leverer fra dag til dag fra vores lagre i Åbyhøj, Brøndby og Vejen og understøtter dermed, at projekterne forløber planmæssigt og uden forsinkelser.   


- Vil du i mål med opgaverne til aftalt tid og i rette kvalitet, så er spildtid noget, du for enhver pris skal undgå. Hurtig og effektiv levering betyder derfor alt for, at vi kan komme i gang med opgaven til tiden. Ingen tvivl om at tilgængelighed og effektiv levering er noget, der er med til at sikre, at vi undgår spildtid og får mere tid på hænderne, forklarer Allan Jensen, der er indehaver af VO Tagdækning.


Et bæredygtigt samarbejde

Hos Eurotag Danmark A/S er det ikke kun vores ambitioner, hvad angår service og levering, der er skyhøje. Også bæredygtighed er noget, som vi tænker ind i alt, hvad vi gør. Et godt eksempel er vores innovative returneringssystem, forklarer Peter Kranz:


- I samarbejde med vores netværk af Tæt Tag-entreprenører, der opsamler tagpapaffaldet, som sendes til fabrikken i Belgien og omdannes til ny bæredygtig tagpap, går vi forrest i kampen for at udbrede Cradle-to-Cradle filosofien til hele branchen. Vi tror nemlig på, at cirkulær økonomi er vejen frem, hvis byggeriets potentiale for alvor skal realiseres.