Når DM i Skills løber af stablen til april, skal lærlinge i tagdækkerfaget bl.a. konkurrere med genanvendt tagpap fra Derbigum. Det er sponseret af os hos Eurotag Danmark, og ifølge vores regionssalgschef Kenneth Sandbye bidrager det til at klæde de kommende tagdækkere på til et marked under forandring. Vi er de glade for at kunne støtte op om faget, hvilket Kenneth Sandbye yderligere får mulighed for som fagdommer i tagdækkerkategorien.
Fagligheden og det veludførte håndværk står øverst på listen, når danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelserne, DM i Skills, finder sted d. 18.-20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde. Det mener i hvert fald vores regionssalgschef Kenneth Sandbye.
‒ Det kræver en stor omhyggelighed at komme med til DM, og det kommer jeg også til at lægge vægt på i min bedømmelse, fortæller Kenneth Sandbye.
Han skal nemlig være dommer i tagdækkerkategorien, hvor 4 lærlinge skal konkurrere om at blive danmarksmester inden for deres fag.
‒ For tagdækkerlærlingene er konkurrencen som en svendeprøve, og derfor skal resultatet selvfølgelig være glat og ordentligt. Jeg kommer til at kigge efter pæne, rette snit og korrekte inddækningsbredder, der rammer inden for kravene, siger han.
Fremtidens tagdækning er genanvendt
Hos Eurotag Danmark har vi for 14. år i træk bidraget til konkurrencen ved at sponsorere tagpap fra Derbigum, der består af op til 30 % genanvendt materiale. For at kunne producere de genanvendte tagløsninger indsamler de afskær fra tagdækningen samt udtjent tagpap, der gennem en specialudviklet proces kan indgå i produktionen af nyt materiale.
‒ Hos Eurotag har vi i mange år kæmpet for at skubbe faget i en retning med større fokus på genanvendelse, for vi tror på, at det er et nøgleord i fremtidens tagdækning, forklarer Kenneth Sandbye.
Det arbejde har også båret frugt for os, og vi har mærket en øget efterspørgsel på både deres produkter og kurserne i at anvende dem.
‒ I dag går hele tagdækkerfaget imod mere genanvendelse, og her er Derbigum den førende løsning. Det oplever de også på tagdækkeruddannelsen, og det er dejligt at se, at de udvikler sig og klæder lærlingene godt på til et marked i forandring, siger han.
En ekstra indsats for tagdækkerfaget
Selvom Kenneth Sandbye er glad for, at de ude på fagskolerne nu underviser i genanvendt tagpap fra Derbigum, har det ikke altid været sådan. Derfor besluttede han for omkring 5 år siden at gøre noget ved det, og af den grund tog han fat i de ansvarlige på tagdækkeruddannelsen.
‒ De var heldigvis lydhøre, for i dag underviser de i flere typer af tagpap. For mig handler det ikke kun om at bruge Derbigum, men om at få dygtige og fagligt brede tagdækkere ud på markedet, fastslår Kenneth Sandbye og tilføjer:
‒ Jeg mener, at en god tagdækker kan mere, og til sammenligning er tømreruddannelsen jo stadig meget bredere. Derfor synes jeg også, at det er den rigtige vej at gå, når vi skal have uddannet flere gode folk til fremtidens byggebranche.
Her hos Eurotag er Kenneth og vi andre glade for fortsat at kunne støtte op om tagdækkerfaget til DM i Skills, hvor de spirende talenter skal udfolde deres vinger.
‒ Jeg glæder mig særligt til at se, hvordan de unge kommer til at arbejde med de nye materialer til Skills. Hvem ved? Måske ender de med at kunne bruge det på helt nye måder, afslutter Kenneth Sandbye.