En af tagpapbranchens mest markante skikkelser, Peter Kranz, kan i år fejre sin 60-års fødselsdag. Det sker samtidig med, at han runder tre årtier som frontmand for Eurotag Danmark.
Det er ikke skudt helt ved siden af skiven at kalde Eurotag Danmarks administrerende direktør, Peter Kranz, for en af tagpapbranchens ”grand old men”.
I fødselsattesten står der 1962, og dermed kan Peter Kranz d. 27. juli fejre sin 60-års fødselsdag. Og de seks årtier kan mere eller mindre deles op i to kapitler – ét før Eurotag og ét med Eurotag som den altoverskyggende overskrift.
Sidstnævnte kapitel tog sin begyndelse d. 1. marts 1992, hvor Peter Kranz for første gang trådte ind ad døren hos Eurotag Danmark. Her skulle uddannelsen som først tømmersvend og siden bygningsingeniør suppleres med reel erhvervserfaring, hvilket Peter Kranz søgte i tagpapvirksomhedens salgsorganisation.
Og siden den dag i 1992 har Peter Kranz kun forladt Eurotag Danmark for at komme igen dagen efter.
Det bæredygtige omdrejningspunkt
Efter kort tid hos Eurotag Danmark fik Peter Kranz overdraget ansvaret for organisationens ledelse. Senere hen blev han en del af ejerkredsen, og i dag er han eneejer af Eurotag Danmark, der på det danske marked er eneimportør af tagmaterialer fra den belgiske producent Derbigum.
Under Peter Kranz’ ledelse har Eurotag Danmark gennemgået en markant, positiv udvikling, hvor særligt den grønne omstilling og en mere bæredygtig tilgang til branchen har været omdrejningspunktet.
Det er blandt andet kommet til udtryk i form af genbrugsprogrammet No Roof To Waste, der blev lanceret i 2021. Genbrugsprogrammet tager udgangspunkt i at demontere og genanvende hele, eksisterende tage i forbindelse med større renoveringer for at undgå byggespild – samt at bidrage til CO2-reduktion.
Derudover bliver Eurotag Danmarks tagpapmembraner produceret ved hjælp af en specialudviklet genanvendelsesproces, hvor gammelt tagpap bliver omdannet, så det efterfølgende kan indgå i produktionen af nyt. Genanvendelsesprocessen sikrer en årlig besparelse på mere end 2.500 tons CO2-udledning.
I foråret 2022 rundede Peter Kranz og Eurotag Danmark en milepæl, da de opnåede en Cradle to Cradle-certificering af deres tagpapmembran Derbigum NT.
Drivkraften er intakt
Selvom Peter Kranz ikke længere kan betegnes som en vårhare, fejler drivkraften hos fødselaren intet. Han finder stadig tagpapbranchen lige så spændende og dynamisk, som da han først stiftede bekendtskab med den.
I løbet af sin karriere har Peter Kranz fået lidt af et ry som klassens frække dreng, og det er en titel, han gerne tager på sig. Og han har tænkt sig at fortsætte med at stikke snuden frem og involvere sig i de branchedebatter, der optager ham. Det gælder bæredygtighed, grøn omstilling og genanvendelse af byggemateriale.
Særligt investeret er Peter Kranz i debatten om, hvordan byggebranchen sikrer sig, at den som en enhed bevæger sig i en mere bæredygtig retning og får et større fokus på den grønne omstilling. De miljø- og klimavenlige løsninger er en mærkesag for Peter Kranz.
Hans holdning er, at byggebranchen generelt halter efter på flere parametre, og her vil Peter Kranz med Eurotag Danmark gerne gå forrest og vise, at bæredygtighed er en sund forretning. Og at der er behov for handling nu.