Pressemeddelelse 07.05.2021:
Når Nyt Hospital Hvidovre slår dørene op, bliver det til faciliteter, der er forankret i den oprindelige, helende hospitalsarkitektur. ”Udgangspunktet er, at patienterne bliver mere raske ved at opholde sig i rekreative omgivelser – og her spiller taghaverne en helt central rolle”, lyder det fra totalrådgiveren Schmidt Hammer Lassen Architects.
Til næste år forventes patienter, pårørende og personale at kunne indtage Nyt Hospital Hvidovre, der i højde såvel som udstrækning kommer til at udgøre en integreret del af det eksisterende hospital fra 1972. Udvidelsen med 43.000 nye kvadratmeter fordelt på fem etager er en del af det såkaldte kvalitetsfondsprojekt. Udover at danne rammerne for den gode patientoplevelse spiller ønsket om at skabe et nyt 'grønt' hospital i Hvidovre en vigtig rolle.
- Moderniseringen og udbygningen af Hvidovre Hospital giver god anledning til at arbejde med nye tiltag inden for miljørigtig drift og udvikling. Vi arbejder på flere projekter, som kan give hospitalet en grønnere profil og være med til at sikre, at vi som et af landets største hospitaler tager vores del af ansvaret for miljøet.
Sådan beskriver Region Hovedstaden projektet på sin hjemmeside. Nybyggeriet, der rummer alt fra solceller og affaldskværne til vandeffektivisering og lavenergi LED-armaturer, er således planlagt ud fra energi- og klimakravene i bygningsklasse 2020.
Helende tagarkitektur
Et vigtigt hovedgreb i den forbindelse har været etableringen af rummelige grønne gårdhaver i ambulatorieetagen samt på taget af den store parkeringskælder. Alt i alt rummer nybyggeriets udemiljøer massive beplantninger og talrige træer, der udover at berige området med naturlige og frodige sanseindtryk også giver skygge og skaber et behageligt mikroklima.
- Med Nyt Hospital Hvidovre har vi forsøgt at genintroducere de oprindelige tanker ved den helende hospitalsarkitektur. Her er udgangspunktet blandt andet, at patienterne bliver mere raske ved at opholde sig i rekreative omgivelser – og her spiller taghaverne en helt central rolle. Natur, lys og luft har i det hele taget været afgørende designparametre i forbindelse med de nyetablerede opholdssteder – ude såvel som inde. For eksempel tilfører anvendelsen af træ, der blandt andet indgår i alle vinduesåbningerne, et element af varme og hjemlighed.
Sådan lyder det fra arkitekt Mads Kaltoft. Han er partner i Schmidt Hammer Lassen Architects, der tegnede projektet sammen med Århus Arkitekterne (nu LINK Arkitektur) i 2012 og efterfølgende har haft rollen som totalrådgiver. Ifølge arkitekten har byggeriets massive grønne islæt stillet krav til den membran, der skal dække taghavernes ca. 6000 m2. Frem for alt skulle løsningen egne sig til intensive gårdhaver, hvilket blandt andet krævede særlig høj sikkerhed mod gennemtrængning af vand samt stor modstandsdygtighed mod gennemtrængning af rødder.
- Der har været behov for en stærk, robust og tæt løsning, som kunne tilpasses de store ventilationsåbninger og mange gennemføringer i dækkene. Ligeledes har det været vigtigt med en membran, der ikke ville medføre dyre, besværlige og tidskrævende foranstaltninger ved montering og efterfølgende vedligehold. Med et byggeri som dette betyder det samtidig meget, at produktet leveres med en langvarig forsikringsdækket garanti, samt at leverandøren Eurotag Danmark fører løbende kontrol, aflægger byggepladsbesøg og sparrer jævnligt med både os og entreprenøren.
Sådan forklares valget af den dobbeltarmerede membran Derbigum GC Antiroot, der styrkemæssigt svarer til en traditionel løsning med to lag – dog uden det højere ressource- og arbejdskraftforbrug, som en tolagsløsning indebærer.
Taghaver er bedre end skiltning
Nybyggeriet kommer til at videreføre det eksisterende Hvidovre Hospitals fleksible indretning, strukturer og logistiksystem. Det har dog været vigtigt at gøre det lettere at orientere sig i det nye hospital samt at skabe en god integration mellem de forskellige afdelinger og funktioner i det nye og gamle byggeri. Begrebet Wayfinding spiller her en central rolle i forbindelse med dimensioneringen af de grønne opholdssteder.
- Wayfinding er meget vigtigt, når det kommer til sundhedsbyggeri. Via tiltag såsom forskellige farveeffekter i gangforløbene hjælper man pårørende og patienter med at finde rundt på egen hånd. Taghaverne, som kommer til at fremstå med forskellige udformninger, skaber en naturlig og ukompliceret Wayfinding-effekt, der fungerer som et godt supplement til den indvendige skiltning.
Sådan fortæller Mads Kaltoft om den rumlige strukturering af Nyt Hospital Hvidovre, der er udviklet i dialog med læger og sundhedspersonale.