Pressemeddelelse 30.10.2020:
Hvert år køber det offentlige ind for 380 mia. kr., og nu har regeringen netop lanceret en samlet strategi, der skal sikre opprioritering af grønne offentlige indkøb. ”Det er på høje tid, at der nu skrues op for den grønne efterspørgsel. Vi har stået klar med grønne løsninger på udbudssiden i 30 år, og denne strategi har potentialet til for alvor at sætte skub i den grønne omstilling”. Sådan lyder vurderingen fra tagpapproducenten Eurotag Danmark.
380 milliarder kr. Så meget køber det offentlige årligt ind for – og nye beregninger viser, at disse indkøb belaster klimaet med 12 mio. tons CO2 om året. På den baggrund har regeringen nu lanceret en samlet strategi for grønne offentlige indkøb.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen rummer de offentlige indkøb nemlig et stort potentiale. Dels for at nedbringe CO2-udledninger her og nu og dermed bidrage til klimamålsætningen gennem konkrete løsninger. Dels for at skubbe på udviklingen af mere klimavenlige produkter og services på sigt. Med strategien sender regeringen med andre ord et klart signal om, at klima- og miljøvenlige produkter og ydelser er fremtiden – og at offentlige indkøb skal være en motor for grøn udvikling i markedet.
På tide at der skrues op for den grønne efterspørgsel
Peter Kranz, adm. direktør hos tagpapproducenten Eurotag Danmark, hilser strategien velkommen. Han mener, at det er på høje tid, at regeringen målrettet sigter mod at øge efterspørgslen på klimavenlige produkter og services.
- Som tagpapproducent repræsenterer vi udbudssiden. Vi har gennem 30 år produceret og leveret grønne tagpap-produkter, som er kendetegnet ved sin lange levetid, og som indgår i den cirkulære økonomi gennem kontinuerlig genanvendelse, siger Peter Kranz og fortsætter:
- Som altid gælder det, at udbuddet følger efterspørgslen, og her har vi gennem årene savnet en regering, der tør at gå forrest og skrue op for efterspørgslen på grønne produkter og services. Efterspørgslen kommer nemlig ikke dumpende ned fra himlen. Vi har med andre ord ventet på et initiativ som dette.
Skaber også incitament blandt producenterne
Peter Kranz forventer ikke kun, at strategien kommer til at skabe større efterspørgsel på grønne løsninger. Den vil også, helt automatisk, øge incitamentet til at udvikle grønne produkter og services på udbudssiden – blandt producenterne.
- Vi har på første hånd været vidne til et marked, der i stigende grad tænker i grønne løsninger, men som samtidig er begrænset af gamle, sorte byggevaner. Derfor er denne grønne strategi yderst tiltrængt. For mig at se kommer den til at tjene en vigtig ”dobbeltfunktion”. Ikke nok med at den skaber incitament til at indkøbe grønne løsninger, så skaber den samtidig – på udbudssiden – et større incitament til at producere grønne produkter og services. Begge dele er selvsagt bydende nødvendigt for at sætte skub i en grøn omstilling i markedet.
Læs ’Grønne indkøb for en grøn fremtid - strategi for grønne offentlige indkøb’